Kulinarisk
Noget for enhver smag
Besøg Mecklenburg-Vorpommern og spis mad af høj gastronomisk kvalitet. Lokal øl og vin nydes sammen med maden, og de lokale specialiteter kan købes med hjem.
Tag på en gastronomisk rejse til Mecklenburg-Vorpommern, og dyk ned i de mange velsmagende produkter som frisk fisk, kød fra vildt, spændende øl og delikate lokale produkter.
Man spiser godt i Mecklenburg-Vorpommern
Mecklenburg-Vorpommern grænser op til Østersøen, og det giver rige muligheder for at nyde havets frugter. Feriegæster kan købe fisk direkte fra fiskekutterne, der lægger til i havnene efter morgenens tur på havet eller gå til fiskehandleren. Mange af de spændende restauranter har fisk på menuen, og her kan man prøve helt nye tilberedninger. Også vildtet er af en særdeles høj kvalitet i Mecklenburg-Vorpommern. I de store skove og på de vidtstrakte enge nedlægges, i jagtsæsonen, rådyr, dådyr, kronvildt, vildsvin og muflonfår, og det velsmagende kød ender op i kølediske og på regionens middagsborde. Langs de lange kyststrækninger vokser de C vitaminholdige havtorn, der bruges til marmelade, juice, likør og andre lokale specialiteter.
Nyd godt af de lokale drikkevarer
Der har været ølproduktion i Mecklenburg-Vorpommern siden Middelalderen. De mange bryggerier producerer alle typer af øl; lys, mørk, pilsner, bock og mange nye øltyper. Mange af de retter, der bliver lavet på restauranterne, har øl som ingrediens og egner sig fint til at spise til et godt glas øl. Tysk vin er af en høj kvalitet, og i Mecklenburg-Vorpommern fremstilles både røde, hvide og mousserende vine. Vinene egner sig perfekt til de lokale retter. Der findes flere destillerier i regionen, som fremstiller spiritus og likør af moden frugt, der pga. klimaet har de bedste betingelser for langsomt at modnes.